Med ordene mener vi:
"... rehabilitering":
Rehabilitering er tidsbegrænsede, planlagte processer med klare mål og metoder, hvor flere faggrupper samarbejder om at give nødvendig støtte til klientens indsats for at opnå bedst mulig funktionsevne, selvstændighed og/eller deltagelse i sociale sammenhænge og i samfundet. Rehabiliteringen ydes såvel direkte til klienten som indirekte - dvs. til personer og institutioner, der forventes at have indflydelse på klientens tilværelse efter opholdet i Kurhus. Karakteristisk for den direkte rehabilitering er, at den er individuelt tilrettelagt, intensiv, tværfaglig og så vidt muligt evidensbaseret.
"... personer med følger efter hjerneskader":
Klienter i Kurhus er personer over 18 år med moderate til svære følger efter erhvervede hjerneskader.
"... pårørende":
Personer med nære relationer til klienten: familier, venner og socialt netværk.
"... kan opnå":
Rehabiliteringen tager sigte på klientens fremtidige tilværelse, dvs. at der arbejdes med aspekter, som må forventes at bibringe klienten og de pårørende en så god tilværelse som mulig efter opholdet i Kurhus.
"... god tilværelse":
Et liv, hvor der er størst mulig overensstemmelse mellem på den ene side klientens og de pårørendes forventninger til tilværelsen – og på den anden side det liv, de faktisk lever.
"... som muligt":
Ved fastlæggelse af rehabiliteringens indhold og mål tages der således nøje hensyn til de barrierer og muligheder, der udgøres af forhold såsom omfanget af følgerne efter hjerneskaden, personlige egenskaber, det sociale netværk, bostedet og de professionelle, som i fremtiden samarbejder med klienten og dennes pårørende.