Fælles sprog
Med udgangspunkt i ICF* arbejder Kurhus for, at der såvel imellem de forskellige fagområder som mellem Kurhus og samarbejdspartnerne udvikles en fælles begrebsramme, som sikrer en optimal kommunikation og koordinering.
Forståelsesrammen og den helhedsorienterede tilgang forsøges afspejlet i den daglige konversation, i rehabiliteringsplaner, i samarbejdet med klient, pårørende og eksterne samarbejdspartnere.
Rehabiliteringsforløbene i Kurhus forløber forskelligt alt efter, hvem klienten er og på hvilket tidspunkt i hendes eller hans forløb, indsatsen iværksættes. Klientens miniteam arbejder efter en struktureret handleplan for rehabiliteringsprocessen, som følger klienten fra før indskrivning til efter udskrivning og tydeliggør arbejdsproces, opgave- og kompetencefordeling for miniteamets medlemmer. Visse hovedelementer udgør dog grundstenene i alle forløb:
- Informationsindhentning og helhedsvurdering
- Vurdering af rehabiliteringsmuligheder
- Opsætning af mål
- Plan for tiltag
- Gennemførelse af plan
- Evaluering
- Opfølgning og vedligeholdelse
* ICF er et fælles sprog
Et højt informationsniveau opnås ikke kun ved hyppige muligheder for at tale sammen i teamet, men også et fælles sprog omkring teamets opgave. Verdenssundhedsorganisationen WHO har med udviklingen af International Classification of Functioning, Disability and Health ICF (2001) givet social- og sundhedsfagene en fælles model til en dynamisk, helhedsorienteret forståelse af konsekvenser af en påvirket helbredstilstand. ICF er designet til at blive anvendt på tværs af faggrupper og sektorer. Formålet med klassifikationssystemet er at forfine og ensarte terminologien om de konsekvenser, som sygdom kan have for et menneskes tilværelse.
Modellen skaber en ramme, hvor de enkelte faggrupper kan udpege egne fokusområder - områder, hvor den enkelte faggruppe kan bibringe klientens rehabiliteringsforløb en specialiseret indsats. Selv om en faggruppe fx udpeger kropsdimensionen som eget fokusområde, vil fagpersonen også forholde sig til de øvrige aspekter og dimensioner i modellen for til fulde at forstå den kropslige problematik.