Søg

  Search
Om Kurhus  >  Rehabiliteringskoncept  >  Intensitet og kontinuitet

Intensitet og kontinuitet

Opholdet i Kurhus er kendetegnet ved at være intensivt, dvs. at der foregår målrettet rehabilitering i de fleste af døgnets timer. Der anvendes flere midler til at fremme denne intensive, målrettede og kontinuerlige behandling:

  • Faggrupperne er bredt repræsenteret i klientens vågne timer, hvilket sikrer at en specialiseret indsats kan foregå en stor del af døgnet.
  • Faggrupperne i det tværfaglige team superviserer og videreformidler retningslinjer for håndtering og træning til hinanden, således at generelle opgaver i klientens hverdag løses på den fagligt vurderede bedste måde. Det kan fx dreje sig om beskrivelser af, hvordan klienten trænes ved forflytninger, spisning, morgentoilette, kommunikation og anvendelse af kalender.
  • Faggrupperne undervises og superviseres inden for de valgte afgrænsede behandlingsmetoder, således at de er i stand til at udføre de generelle opgaver på kvalificeret vis.

Intensiteten i indsatsen sker ud fra en ambition om, at den enkelte klient får mest muligt ud af sit ophold i Kurhus. Intensiteten afstemmes selvsagt efter klientens kapacitet, på samme måde som der tages hensyn til antallet af mål.

Sundhedsstyrelsens redegørelse ”Behandling af traumatisk hjerneskade og tilgrænsende lidelser” (1997) konkluderede på baggrund af litteraturgennemgang af aktuel forskning i effekt af neurorehabilitering, at der ikke forelå resultater, der kunne dokumentere evidens for konkrete behandlingsmetoder, men at den dokumenterede effekt snarere skyldes intensiteten og kontinuiteten i brug af afgrænsede metoder over døgnet og ugen.

 
 
 
 

 

Center For Neurorehabilitering - Kurhus l Kurvej 8 l 4293 Dianalund l Tlf.: 58 27 12 60 l Fax: 58 26 40 73