Klientcentrering og helhedsorientering

Rehabiliteringen i Kurhus tager sigte på klientens fremtidige tilværelse, dvs. at der arbejdes med aspekter, som må forventes at bibringe klienten og de pårørende en så god tilværelse som muligt efter opholdet i Kurhus (jf. Formål). I praksis betyder det, at der trænes bedring af færdigheder, som klienten kan have glæde af i sin fremtidige tilværelse. Til tider må der således ses bort fra at bedre visse færdigheder, hvis de fremtidige omgivelser ikke muliggør, at klienten kan anvende dem her.

Gennem døgnrytmens opgaver må de involverede personalemedlemmer både forstå klientens rehabiliteringsmæssige behov og personlige præferencer. De personlige præferencer vedrører fx interesser, sociale og adfærdsmæssige behov, stemning, kravniveau, tempo, kontaktform og kropslig nærhed. Et nært kendskab til disse forhold kan være afgørende for, at en aktivitet “lykkes”, og at målene nås.

Inden for det social- og sundhedsfaglige område er der med tiden lagt stadig større vægt på at anvende teorier, modeller og metoder, som baseres på et helhedsorienteret menneskesyn. Dette menneskesyn lægger vægt på, at man forholder sig til den sammenhæng, som patientens/klientens aktuelle problemstilling indgår i. Diagnose og funktionstab har stadig betydning for tilrettelæggelse af intervention. Disse ses dog nu i sammenhæng med den hverdag, klienten har eller har haft, de opgaver der har været knyttet til de sociale roller, som klienten har fungeret i, og de fysiske og sociale omgivelser, der sætter scenen for hverdagen. Dertil kommer vægtlægning af, hvad klienten finder vigtigt og de værdier og normer, hun eller han lægger til grund for sit liv.

Genoptræning anvendes ofte om indsatsen over for konsekvenser af sygdom og har en hierarkisk tilgang med hovedvægt lagt på selve diagnosen og dennes umiddelbare konsekvenser for fysiske, mentale og sociale funktioner og færdigheder. Altså forsøger man at genoptræne det, der er nedsat eller gået tabt.

Rehabilitering er et begreb, som har fået stadig større udbredelse i det social- og sundhedsfaglige sprogbrug. Rehabilitering ses ofte anvendt parallelt med begreber som genoptræning, behandling og vedligeholdelsestræning. Det tiltagende brug af begrebet rehabilitering frem for genoptræning i Danmark afspejler formentlig et holdningsmæssigt skifte.

Rehabilitering er bl.a. defineret som en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Rehabilitering beskriver desuden en dynamisk tilgang, hvor alle relevante aspekter af en given sundhedstilstand medinddrages i tilrettelæggelsen af interventionen. Til denne tankegang knytter sig begreber som helhedsorientering og mennesket i centrum og en bred indsats, som forudsætter et velfungerende tværfagligt samarbejde samt at rehabilitering handler om, at klienten genvinder sin værdighed. Værdighed har hermed en overordnet værdi i rehabiliteringsarbejdet. Mestringsevnen og viljen er størst, når det, som klienten skal gøre, har en personlig værdi og giver oplevelse af værdighed og mening. Denne tilgang får konsekvenser for valg af såvel samarbejdsform og organisering som af metode og tiltag.