Rehabiliteringskoncept

Kurhus blev grundlagt med henblik på at danne et tværfagligt, helhedsmæssigt rehabiliteringskoncept med udgangspunkt i ABC-koncepterne og i neuropsykologisk rehabilitering. Dette behandlingskoncept er udvidet og modificeret gennem årene. Således er egenomsorgsprincipper og senere principper fra bl.a. socialrådgivning og neuropædagogik inddraget i den tværfaglige rehabilitering. Rehabiliteringen i Kurhus – såvel den monofaglige som den tværfaglige – bygger således i dag på flere teorier og overvejelser. Visse grundlæggende idealer har dog betydning for al rehabilitering i Kurhus, nemlig:

Klientcentrering og helhedsorientering
Rehabiliteringen i Kurhus tager sigte på klientens fremtidige tilværelse, dvs. at der arbejdes med aspekter, som må forventes at give klienten og de pårørende en så god tilværelse som muligt efter hjemkomsten. Læs mere>

Intensitet og kontinuitet
Opholdet i Kurhus er kendetegnet ved at være intensivt, dvs. at der foregår målrettet rehabilitering i de fleste af døgnets timer. Der anvendes flere midler til at fremme denne intensive, målrettede og kontinuerlige behandling. Læs mere>

Tværfaglighed
I Kurhus har hver klient et behandlingsansvarligt miniteam med de fagpersoner, som er relevante i behandlingen og som har uddelegeret ansvar for og kompetence til at varetage rehabiliteringsforløbet i samarbejde med klient og pårørende. Læs mere>

Fælles sprog 
Med udgangspunkt i ICF arbejder Kurhus for, at der såvel imellem de forskellige fagområder som mellem Kurhus og samarbejdspartnerne udvikles en fælles begrebsramme, som sikrer en optimal kommunikation og koordinering. Læs mere>

Integrering af aktiviteter i dagligdagen 
I rehabiliteringen i Kurhus forsøger vi i videst muligt omfang at tage udgangspunkt i en naturlig sammenhæng. Det vil sige, at rehabiliteringen foregår i situationer, som er genkendelige, relevante og meningsfulde for klienten. Læs mere>

Evidensbasering 
I Kurhus stræber vi efter, at rehabiliteringen er evidensbaseret, dvs. at de tiltag, som anvendes, bør bygge på et så videnskabligt og/eller erfaringsmæssigt stærkt grundlag som muligt. Der skal understreges, at der er tale om en principiel dyd: Langt hovedparten af de medtoder, der anvendes i nerurehabiliteringarbejdet er ikke undersøgt på et højt evidensniveau. I praksis betyder princippet om evidensbasering, at spørgsmål som "hvor ved vi det fra?", "kan vi dokumentere styrken af dette tiltag?", "tyder videnskablige undersøgelser på, at vi bør handle anderledes?" vejer tungt, når klientens rehabilitering tilrettelægges.